SKINNY SHAMING

Da jeg i sidste uge skrev indlægget “Mind the gab”, link, om den seneste tendens inden for skønhed- og kropidealer, var en læser sød at gøre mig opmærksom på begrebet “skinny shaming”. Begrebet er egentlig, simpelt nok, det samme som “fat shaming”. Dvs. en udskældt gruppe med en bestemt kroptype. Og i øjeblikket er det så de tynde denne offentlige shaming går ud over.

Det er blevet svært. Svært at finde sig til rette med sin krop. Man må ikke være for tyk, for tynd, for veltrænet, og skam heller ikke tyndfed.

En læser skrev til mit indlæg “Mind the gab”:

“Alle modeller og folk med thigh gap sulter åbenbart sig selv. Selvom jeg spiser rigeligt med mad, har jeg en figur der er langt tættere på Alexa’s end Beyonce’s, hvilket jeg da også synes er ærgerligt, jeg vil selvfølgelig langt hellere have Beyonces flotte kurver!”
Denne kommentar ramte mig sgu i hjertet. Jeg havde ikke lige overvejet, at der sidder piger derude, som ufrivilligt er tynde, som ikke er syge og som rammes af skinny shaming. Det er jo ikke anderledes end at være efter klassens tykke pige! Modbydeligt, egentlig.. Måske skal vi være enige om én ting: Det vigtigste er at du er tilfreds med din krop. Helt tilfreds bliver man nok aldrig, men thigh gab eller ej, er det ikke det der gør dig lykkelig – hvis det er, så skal du måske overveje om du bevæger dig ud i ekstremerne? Læg fokus på de ting du er glad for! Jeg har f.eks. et flyveøre. Ja, kun et. Jeg synes det ser fjollet ud, når jeg har håret sat op. Derfor har jeg næsten altid håret hængende, for at skjule mit flyveøre. Åndsvagt. Min kæreste synes, det er vildt sødt, men selvkritisk som jeg er, kan jeg bare ikke se det søde i et sæt skæve ører 😉