Smukke Angelica
Se næste indlæg >
Wanna look like Barbie?
Hvor meget vil du gøre for at komme til at ligne skønhedsidealet? Siden de fleste pigers absolutte yndlingslegetøj, Barbie, kom frem, har debatten om hvor vidt en dukke med så urealistiske mål skulle sætte kvinders selvtillid og selvværd på prøve. Kan vi, som mennesker, forholde os kritisk til idealer, eller vil vi kaste millioner efter en plastikkrop? Hvor meget skal et urealistisk ideal have lov at præge os – før vi vil ændre det?!
I mange år har plastikkirogien været en stor del af rigtig mange kvinders liv. En næse der bliver rettet, en brystoperation for at opnå de perfekte bryster, botox, peeling osv. osv. osv. Jeg kunne blive ved i en evighed. Men det er alt sammen fint nok! Hvis en forholdsvis lille ændring kan gøre folk lykkelige, så kan jeg forstå det.Men når man bliver så besat af idealer, at man til sidst bliver nødt til at genskabe sig selv, så synes jeg ærligt talt, at det bliver for meget. Hvor bliver det individuelle af? Jeg dækker en bums i ny og næ, og bruger et par opstrammende underhylere under min tætsiddende kjole (shhh ..), men jeg vil til ingen tid miste mig selv til en skabelon – Barbie. Derfor var jeg ved at falde ned af stolen, da jeg i morges læste artiklen Her er den menneskelige Barbie.
Det er ingen hemmelighed, at kvinder er i konstant konkurrence med hinanden. Alle i venindekredsen vil have det rigtige job, den rigtige familie, den flotteste krop, og vi vil i det hele taget gerne være ovenpå hele tiden. Vi vil gerne ses op til, kigges efter på gaden og være på alles læber. Men der må være en grænse. Min går her! Jeg vil til ingen tid beskylde den Ukraninske skønhed (for det må man sige at hun er) for at være mindre menneskelig end nogen anden, men jeg undres over, hvordan hun kan hige sådan efter at være en anden.
Hvis den unge generation (heriblandt mig selv) udvikler sig til en flok idealopslugte og overfladiske mennesker, hvor er vi så på vej hen? Hvis der ikke er mere i livet end udseende, så vil jeg egentlig hellere være foruden. Men mennesker har projekter, og jeg må vel bare erkende, at det ikke er alle projekter man kan forstå. Og i princippet er det vel fuldstændig ligegyldigt om jeg forstår det eller ej. Fakta er at en menneskelig udgave af Barbie nu eksisterer. Spørgsmålet jeg sidder tilbage med, er om Barbieidealet vil rangere højere? Nu hvor det er blevet muligt at se ud som Barbie vil vi så, lige som Valeria Lukyanova, hige efter det?
Jeg vil gerne slutte dette indlæg af med at sige, at jeg uanset hvad jeg synes om Lukyanovas projekt, nærer en respekt for hende. Det er modigt at stå frem, og blive mængde for verdens diskussion om skønhed. Jeg håber, at det vil ændre synet på idealer, for jeg tror bestemt ikke altid de er til for det bedste. Alt har konsekvenser, og en måske er dette et godt eksempel på hvad uopnåelige idealer koster i sidste ende…
Vil jeg se ud som Barbie?
Med sådan et udvalg? – ja, så vil jeg 😉
Arh, tror bare liiige jeg springer over dér. Men fedt, at jeg endelig kan genkende mig selv i en Barbiedukke. Knap så fedt, at det så er hende med blå øjenskygge og grønne sko, hahaa! 🙂 Synes helt klart det tager overhånd for nogen; selv vil jeg gerne smide en del overflødige kilo og er også i gang med projektet, men derfra og til at stræbe efter en perfekt krop (og hvem definerer, hvornår den er perfekt?) der er altså langt, synes jeg. Så en udsendelse i går på TV3 om Diet Crazy Mums, der gik lidt for vidt i forhold til at ville slanke hhv. sig selv og deres døtre. Især én af mødrene satte virkelig mit pis i kog, for hun stod nærmest og vogtede over hver eneste bid mad hendes teenie datter indtog. Det er sygeligt, og helt klart med til at kvinder får et forkvaklet syn på deres egen, naturlige skønhed. Pyha – jeg kunne blive ved! Kanon emne du tager op her! 😉